The ability for community actors to come together to collectively occupy, and share space in an open network commons, with a view to a sustained presence, must be intentional. In this thesis, I explore as a curator-practitioner how three projects, which began through artistic initiatives, had varying levels of success in generating sustained community commons. I ask how: does the practice of curating assist with longer and more open experiences of community building, within specific sites? What must this practice, that I call spatial commoning, need to navigate in a settler colonial context?
After several years as a curator of social art practice, and broker of temporary spaces for artists and communities within urban landscapes, I observed a long-term trend toward enclosure of community and social spaces by market forces. Yet while cities are being enclosed by commercial interests in Aotearoa/New Zealand, certain Indigenous customary lands are gaining legal status outside the bounds of ownership.
Through investigative encounters with activist movements in Europe I took a commons framework based on civic use and moral rights to imagine a longer-term approach to community building with artists. However, importing a commons approach within a settler colony risks usurping existing Indigenous claims to land. This practice requires self-scrutiny as a Pākehā (non-Indigenous New Zealander). The thesis research was eventually developed using three cases from my own practice in Aotearoa/New Zealand within urban, suburban and forest settings and in investigation from a community-led perspective. In aiming to understand what it takes to occupy a site within community, for the long term and for a wide range of people, I point to the relationships between forces of political, legal, artistic and spatial levers and propose a three-phase practice approach to spatial commoning that requires the understanding of spatial forces as well as the building of a conscious community.
Copyright Date
2024-09-29Date of Award
2024-09-29Publisher
Te Herenga Waka—Victoria University of WellingtonRights License
Author Retains All RightsDegree Discipline
ArchitectureDegree Grantor
Te Herenga Waka—Victoria University of WellingtonDegree Level
DoctoralDegree Name
Doctor of PhilosophyVictoria University of Wellington Item Type
Awarded Doctoral ThesisLanguage
en_NZAlternative Description
Det skal være intentionelt, når samfundsaktører mødes, for i fællesskab at indtage og dele rum i et åbent netværksfælleskab, med henblik på en vedvarende tilstedeværelse. I denne afhandling udforsker jeg som kurator-praktiker, hvordan tre projekter, der startede gennem kunstneriske initiativer, havde forskellig succes med at skabe vedvarende fællesskaber. Jeg spørger: hvordan hjælper kurateringspraksis med at opbygge længere og mere åbne erfaringer med fællesskaber for specifikke steder? Hvad er nødvendigt for at den praksis, som jeg kalder spatial commoning, kan navigere i en nybyggerkolonial kontekst?
Med flere års erfaring som kurator af socialt engagerende kunstpraksis og mægler af midlertidige rum for kunstnere og fællesskaber i urbane landskaber, observerede jeg en langsigtet tendens til at markedskræfter skubber i retning af mere lukkede fællesskaber og sociale rum. Og dog, mens byer bliver omsluttet af kommercielle interesser i Aotearoa/New Zealand, får visse oprindelige folks sædvanejord nu juridisk status uden for ejerskabsgrænser.
Fra undersøgelser med aktivistiske bevægelser i Europa, trækker jeg på en fælleskabsramme baseret på borgeres brug og deres moralske rettigheder. Denne rammer bliver afsæt for forestillinger om en langsigtet tilgang til opbygning af fællesskaber sammen med kunstnere. Imidlertid er der en risiko for, at man ved at importere en fællesskabstilgang i en nybyggerkoloni kan tilrane sig eksisterende indfødtes krav på jord. Denne praksis kræver selvransagelse som Pākehā (ikke-oprindelig newzealænder). Afhandlingens forskning blev udviklet fra et fællesskabsledet perspektiv gennem tre cases fra min egen praksis i Aotearoa/New Zealand inden for by-, forstads- og skovmiljøer. Jeg peger på at forholdet mellem politiske, juridiske, kunstneriske og rumlige kræfter kan hjælpe os med at forstå, hvad det kræver at indtage et sted i et fællesskab på lang sigt og for en bred vifte af mennesker. Herfra foreslår jeg en trefaset praksistilgang til rumlige fællesskaber, der kræver forståelse af rumlige kræfter samt opbygning af et bevidst fællesskab.Victoria University of Wellington School
School of ArchitectureAdvisors
Connolly, Peter; Lamm, Bettina